Døden af:(Kahlil Gibran)       
Da tog Almita til orde og sagde: Vi vil nu spørge dig om døden.
Og han svarede:
I vil kende dødens hemmelighed. Men hvorledes skal i finde den, med mindre i søger den i livets midte? Uglen, hvis øjne er bestemt for mørket, kan ikke afsløre lysets mysterium. Ønsker i virkelig at skue dødens ånd, da må i åbne hjertet vidt mod livets legeme. Thi livet og døden er èt, ligesom floden og havet er èt.
I dybet af jeres håb og længsler ligger jeres tavse viden om det hinsidige. Og som frø drømmende under sneen, drømmer hjertet om forår. Hav tillid til drømmende, thi i dem er porten til evigheden skjult. Jeres frygt for døden er blot hyrdens skælven, når han står foran tronen og venter på, at kongen skal lægge sin hånd hædrende på ham. Er hyrden ikke bag sin skælven opfyldt af glæde over at han skal bære kongens tegn? Men er han ikke så meget mere opmærksom på sin skælven
Thi hvad er det at dø, andet end at stå nøgen i vinden og at smelte sammen med solen? Og hvad betyder det, at åndedrættet ophører, andet end at det frigøres fra sin livløse rytme og kan opstå og udfolde sig og ubetynget søge mod gud?
Kun når i drikker af stilhedens flod, skal i virkelig synge. Og når i har nået bjergets tinde, da først skal jeres opstigning begynde. Og når jorden gør krav på jeres ben, først da skal i rigtigt danse.

Børn af:(Kahlil Gibran)
Og en kvinde, som trykkede sit barn ind til sig, sagde: Tal til os om børn. Og han svarede:
Jeres børn er ikke jeres børn. De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv. De kommer ved jer, men ikke af jer. Og selv om de er hos jer, tilhører de jer ikke.
Jeres kærlighed kan i give dem, men ikke jeres tanker. Thi de har deres egne tanker. Deres legemer kan i give husly, men ikke deres sjæle. Thi deres sjæle dvæler i huset af i morgen, som i ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.
I kan stræbe efter at blive som de; men søg ikke at danne dem i jert eget billede. Thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.
I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile. På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke, at hans pile må bevæge sig hastigt og langt.
Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd: Thi ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage.

Sorg og glæde af:(Kahlil Gibran)
Da sagde en kvinde: Tal til os om sorg og glæde.
Og Han svarede:
Jeres glæde er jeres sorg befriet for sin maske. Og fra den samme kilde, hvoraf jeres latter sprudler, vældede ofte jeres tårer. Og hvorledes kan det være andet? Jo dybere sorgen mejsler i jert væsen, jo mere glæde kan i rumme.
Er ikke bægeret, der rummer jeres vin, netop det bæger, der blev brændt i pottemagerens ovn? Og er ikke den lut, der dulmer jert sind, netop det træ, som blev udhulet med knive?
Når i glædes, søg da dybt i hjertet, og i vil finde, at glæden kun gives jer af det, som voldte jer sorg.
Når i sørger, søg da atter i hjertet, og i skal i sandhed indse, at i græder over det, der engang var jeres glæde.
Nogle blandt jer siger: "Glæde er større end sorg". Og andre siger: "Nej, sorgen er det største." Men jeg siger jer, at de er uadskillelige.
De kommer i følge, og når den ene sidder alene til bords med jer, skal i vide, at den anden sover på jeres seng. Ja i sandhed, som vægtskåle er i ophængt mellem jeres sorg og jeres glæde. Kun når i intet rummer, er der stilstand og ligevægt.
Når skatmesteren griber jer for at veje sit guld og sit sølv, må enten glæden eller sorgen stige eller dale.

Om Kærlighed af:(Kahlil Gibran)
Da sagde Almitra: Tal til os om Kærlighed.
Og han løftede sit hoved ud over folkeskaren, medens stilheden sænkede sig over den. Og med kraftfuldt røst begyndte han at tale:
Når Kærligheden kalder jer, følg den. Er dens vej end stejl og stenet.
Og favned I af dens vinger, da giv jer hen til den.
Skulle I end såres af det sværd, der er skjult i dens vingefjer.
Og når den taler til jer, tro den. Om end dens røst skulle sønderrive jeres drømme, som nordenvinden forøder havens blomster.
Thi ligesom Kærligheden kroner jer, skal den også korsfæste jer.
Ligesom den øger jeres vækst, skal den også sørge for jeres beskæring.
Ligesom den hæver sig til jert højeste og kærtegner jeres spædeste kviste, der sitrende strækker sig mod solen. Således skal den også nedstige til jeres rod og ruske dens klamrende fæste i dybet.
Som markens neg sanker den jer til sig.
Den tærsker for at gøre jer nøgne.
Den sigter jer for at rense jer for avner.
Den kværner jer til hvidhed.
Den ælter jer, til I er smidige; og da overlader den jer til sin hellige ild, at i kan blive helligt brød til guds hellige gæstebud.
Alt dette skal Kærligheden gøre imod jer, at I må kende hjertets hemmeligheder og ved dette kendskab blive en del af livets hjerte
Men dersom I af angst kun vil søge Kærlighedens fred og Kærlighedens glæder, Da var det bedre for jer, om i dækker jeres nøgenhed og begiver jer bort fra Kærligheds tærskelo, til den omskiftelighedens verden, hvor i skal le, men ikke ag jeres latter, og græde, men ikke af jeres tårer.
Kærligheden giver intet andet end sig selv og tager kun fra sig selv.
Kærligheden besidder ikke og vil ikke besiddes; Thi for Kærligheden er Kærlighed alt.
Når i er opfyldt af Kærlighed, sig da ikke: >Gud har taget bolig i vort hjerte<; men snarere skal I sige: >Vi dvæler i guds hjerte<..
Og tro ikke, I kan bestemme kærlighedens kurs: Thi dersom Kærligheden finder jer værdige, skal den bestemme jeres kurs.
Kærligheden har intet andet begær end at opfylde sig selv.

Fra Bogen "PROFETEN" af: Kahlil Gibran