Fremmed
Jeg ligner dig ikke, du undrer dig vel,
hvorfor jeg bare vil være mig selv,
hvorfor jeg ikke på vognen er med,
hvorfor jeg bare vil være i fred.

Jeg ligner dig ikke, men prøver det vel,
men hvor skal jeg finde den rette model,
til hvem skal jeg ofre en tå og en hæl,
og hvor skal jeg siden begrave mig selv.

Jeg ligner dig ikke, men er som en mur.
Jeg prøver at finde min egen kultur,
så flugten fra lænker og anden tortur,
den ikke skal ende i tvang og dressur.

Jeg ligner dig ikke, men skuer dig ud.
Du tilbeder gerne det vestlige bud.
Forgiftede vare og kæmpeforbrug.
for dermed at tækkes din grådige gud.
                    
(Preben Eriksen)